Er skolesvømning spild af tid?
Det er uambitiøst, at børn ikke lærer mere svømning i skolen
Allan Nyhus
8/20/2025


Er skolesvømning spild af tid?
Det er uambitiøst, at børn ikke lærer mere svømning i skolen
Det er vigtigt at kunne redde sig selv og andre
I en nødsituation er det vigtigt, at man ved, hvad man skal
Skolesvømning gør det mindre ”farligt” at se hinanden i badetøj – noget børn og unge har brug for at lære i en tid med kropsforskrækkelse
Men tilbage til spørgsmålet: Er skolesvømning spild af tid?
Det spørgsmål m.fl. svarede jeg på i TV2News, efter flere forældre i København har undret sig over den korte tid, børnene rent faktisk er i vandet til skolesvømning. I den aktuelle sag har kommunen villet spare på transporten, så børnene skal gå i stedet for at tage med bussen. Børnene tager naturligvis ikke skade af at gå lidt længere, men problemet opstår, når den effektive tid i vandet bliver 10-15 minutter. Det lærer man ikke meget svømning af – og slet ikke i en folkeskole, hvor svømmeundervisningen i forvejen er minimeret til det helt minimale …
Er skolesvømning så spild af tid? Hvis ikke kommunerne tager skolesvømningen mere seriøst, så ender det med at være spild af tid. Men det er simpelthen for uambitiøst, at kommunerne (ikke alle, men nogle) frasiger sig ansvaret for skolesvømningen. Der er stadig børn, der ikke kommer til svømning i foreningerne – hvor skal de introduceres til svømning og livredning, hvis ikke i skolen?
En undersøgelse fra TrygFonden viser, at en ud af seks danske grundskoler ikke tilbyder svømning. Samme undersøgelse viser, at børnene typisk har et halvt til et helt års undervisning i 4. eller 5. klasse. Det lærer man ikke at svømme af – MEN det kan stadig være en hamrende vigtig introduktion til vand og livredning.
Hvor kan jeg gå til svømning?
Hvad skal jeg kunne for at svømme?
Hvordan redder jeg mig selv?
Hvordan redder jeg min ven?
Hvad skal jeg passe på ved stranden? I havnebadet?
Samtidig vil det være en fordel, at børnene fik skolesvømning tidligere på skoleskemaet. Når svømningen først kommer i 4./5. klasse, er der allerede store niveauforskelle på børnene, og børnene vil allerede her være skeptiske i forhold til at vise sig i badetøj overfor deres kammerater. Begge ting kan man nemmere arbejde med, når børn går i 1. eller 2. klasse.
Holder man helt op med at lave skolesvømning, så kommer eleverne på dybt vand – og det er skidt, især hvis man ikke kan svømme. Ligesom den unge mand på billedet sagde helt tilbage i 2012, hvor jeg kæmpede for at holde en lokal skolesvømmehal i Valby åben. Den blev lukket og medfører bl.a. i dag, at børnene på de nærliggende skoler skal transporteres i bus eller gå langt for at kunne komme til svømning.
At svømme og kunne livredning er ikke en luksus. Det er en livsvigtigt færdighed.
