Idrætten har brug for en fingerplan

Det er på tide at nedbryde den idrætspolitiske Berlinmur, der sætter ubrydelige grænser mellem kommunerne i hovedstadsområdet. Der er endda tendenser til idrætsprotektionisme blandt flere kommuner, som gør forskel på borgernes adgang til idrætsfaciliteter afhængigt af, hvilken hjemkommune de har.

I én kommune skal du betale mere for adgang til svømmehallen, hvis du bor i nabokommunen. I en anden kommune bliver idrætsforeningerne truet med lavere tilskud, hvis ikke tilpas mange medlemmer bor inden for kommunegrænsen. Imens er borgerne bedøvende ligeglade med, hvor de går til svømning, fodbold eller gymnastik. Det er hverdagens logistik, transporttid og nærmeste anlæg, der afgør, om man deltager i et idrætstilbud på den ene eller anden side af kommunegrænsen.

Kommunernes meget låste måde at lave idrætspolitik på inden for egne grænser egner sig ikke til et moderne hovedstadsområde, hvor mobiliteten er stor, og letbaner og metroer binder bydele og kommuner sammen på kryds og tværs.

Vi foreslår derfor, at de godt 20 kommuner i hovedstadsområdet sammen udvikler en fingerplan for idrætten – inspireret af den fysiske fingerplan, der i årtier har sikret sammenhæng og grønne kiler i byudviklingen.

En idræts-fingerplan skal skabe:

Fælles vision og koordinering. I dag planlægger hver kommune sine idrætsfaciliteter isoleret. Det betyder både dobbeltanlæg, tomme haller og områder med massivt pres og ventelister. En fælles plan kan sikre, at nye anlæg placeres dér, hvor de samlet set giver mest værdi for borgerne – uanset kommunegrænser.

Fælles finansiering og drift. Der er ingen grund til, at hver kommune skal bygge sin egen svømmehal, stadion eller kunstgræsbane, hvis naboerne lige på den anden side af grænsen mangler brugere og kapacitet. Gennem fælles investeringer kan kommunerne få mere idræt for pengene.

Lige adgang for borgerne. Idræt er en del af velfærden, og den bør ikke stoppe ved kommunegrænsen. En fælles fingerplan kan skabe principper for, at borgerne i hovedstaden frit kan bruge nabokommunernes faciliteter uden diskriminerende takster eller bureaukratiske forhindringer.

Stærkere foreningsliv. Mange idrætsforeninger dækker allerede flere kommuner. Det er helt naturligt i et byområde, hvor grænserne er usynlige i hverdagen. En fælles politik bør understøtte – ikke modarbejde – foreninger, der samler frivillige og deltagere på tværs af kommuner.

Bæredygtig udnyttelse af kapacitet. Hovedstadsområdet mangler idrætsfaciliteter nogle steder og har overkapacitet andre steder. En samlet plan kan skabe balance, så eksisterende haller, bassiner og anlæg udnyttes optimalt – også uden for kommunens egne grænser.

Et stærkere hovedstadsområde. En fælles idrætsstrategi kan også styrke hovedstadsregionens position som international idrætsby. Store events, talentudvikling og idrætsuddannelser kræver netop samarbejde og koordinering på tværs – ikke snævre lokale prioriteringer.

Kort sagt: En fingerplan for idrætten kan blive det styringsværktøj, der løfter idrætten i hovedstadsområdet fra at være 20 små øer til at blive ét sammenhængende netværk af faciliteter, fællesskaber og muligheder.

Hvis vi kan samarbejde om affald, kollektiv trafik og klimatilpasning på tværs af kommunegrænser, kan vi også samarbejde om idræt. For idrætten er ikke lokal – den er fælles.

Debatindlæg