Lad Prøvestenen Syd blive Københavns blå friluftsperle
Prøvestene skal være et åbent og levende område for idræt, natur og fællesskab omkring vandet.
Allan Nyhus
11/13/2025


I København er der ofte et stort fokus på byens grønne områder som steder, hvor friluftslivet skal udfolde sig. Og jeg er helt enig – men vi glemmer ofte, at byen også er blå og omgivet af vand, der lige så vel kan blive små friluftsperler for borgerne i København og på Amager.
Et sådant område er Prøvestenen Syd. Et kæmpe område, der i dag ligger lettere hengemt – men som kunne blive noget helt andet. Jeg mener, at Prøvestenen Syd bør udvikles til Københavns blå friluftsperle – et åbent og levende område for idræt, natur og fællesskab omkring vandet.
Forestil dig et sted, hvor svømmere, roere, sejlere, surfere, dykkere og vinterbadere mødes side om side. Et sted, hvor både foreningsliv og selvorganiserede kan udfolde sig, hvor børn lærer at svømme, paddle, ro og sejle, og hvor voksne mødes for motion og fællesskab. Et sted, hvor København viser, hvordan man som moderne storby kan bruge havet som idrætsanlæg og til friluftsliv.
Et nyt mødested på Amager
Prøvestenen rummer alt, hvad der skal til for at skabe et aktivt og inkluderende mødested. Vi kunne etablere havsvømmebane, udspringstårne, kajakpoloanlæg, wakeboardbane og træningsbassin til både dykning og livredning. Der kunne bygges multihuse med bad, møderum og undervisningslokaler, hvor man lærer om sikkerhed, søfart, natur og klima.
Området kunne gøres fuldt tilgængeligt for mennesker med handicap, og der kunne etableres brede slæbesteder til både, kajakker og sikre adgangsforhold til vandet. Det er en vision, der både gavner Amager og hele København: Flere faciliteter, mere liv, flere fællesskaber – og et kæmpe løft til den blå idræt, der i dag mangler plads.
København skal være verdens bedste blå idrætsby
Jeg synes, vi skal turde tænke stort. Vi har gjort København grøn – nu skal vi gøre den blå. Prøvestenen Syd kan blive et forbillede for andre hovedstæder: et sted, hvor vandet bruges aktivt til idræt, læring og rekreation. Hvor frivillige, foreninger og nysgerrige københavnere og amagerkanere mødes om en fælles kærlighed til vandet. Det er sådan noget, der gør København til en by, man kan leve i – ikke bare bo i.
